Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Undervisningsmiljøvurdering

Undervisningsmiljøvurdering (UMV)

 

En undervisningsmiljøvurdering (UMV) er en systematisk vurdering af skolens undervisningsmiljø set fra elevernes perspektiv. 

Formålet med en UMV er at sikre, at eleverne har et godt fysisk, psykisk og æstetisk undervisningsmiljø, hvor de trives og har de bedste forudsætninger for at lære, udvikle sig og indgå i fællesskaber. Arbejdet med undervisningsmiljøet er derfor en vigtig del af skolens løbende arbejde med trivsel, læring og et trygt skoleliv for alle elever.

 

På Hærvejens Skole gennemfører vi en undervisningsmiljøvurdering hvert år. 

Kortlægningen af undervisningsmiljøet sker gennem den årlige nationale trivselsmåling kombineret med en klasseundersøgelse, hvor eleverne får mulighed for at sætte ord på deres oplevelse af undervisningsmiljøet i hverdagen.

 

Når resultaterne fra undersøgelserne foreligger, mødes skolens undervisningsmiljøgruppe og gennemgår materialet. 

Gruppen arbejder med at identificere skolens styrker og de områder, hvor der er behov for udvikling eller særlig opmærksomhed. På den baggrund udpeger gruppen en række indsatsområder for det kommende år.

 

Når indsatsområderne er fastlagt, udarbejdes der en handleplan for arbejdet med undervisningsmiljøet. 

Handleplanen beskriver de konkrete tiltag, der skal iværksættes, og hvordan skolen vil arbejde med de udvalgte indsatsområder i praksis.

Undervisningsmiljøgruppen følger løbende op på handleplanen og de igangsatte indsatser. Gruppen mødes fire gange årligt, hvor der arbejdes med at evaluere tiltagene, følge udviklingen i undervisningsmiljøet og sikre fremdrift i arbejdet.

Undervisningsmiljøgruppen består af en elevrepræsentant fra hver klasse fra 4.–9. klasse samt skolelederen. 

 

Ved at inddrage eleverne direkte i arbejdet sikrer vi, at elevernes stemme bliver hørt, og at undervisningsmiljøet udvikles i et samarbejde mellem elever og skole.